Oprindelse
Vi er kommet til verden som en udløber af en møderække i Kjellerup Lokalråd, i efteråret 2020. Årsagen til, at vi er blevet til er, at Kjellerup i Silkeborg Kommune er udråbt som centerby. Det betyder, at Kjellerup er centerby for et område med cirka 20.000 indbyggere. Det svarer til området tidligere Kjellerup Kommune og de nærmeste nabobyer i Silkeborg og Viborg Kommune. I efteråret 2020 holdt Kjellerup Lokalråd en række møder om Kjellerup som centerby. Et af resultaterne blev en ny borgerforening, Kjellerup – Borgernes By. Denne forening skal arbejde med og for byen og dens nuværende foreninger og understøtte deres arbejde og, hvis der er ønske om det, bidrage med deres faglige kompetencer.
Formål
Kjellerup Borgernes By har til formål at udvikle Kjellerup og omegn. Vi arbejder bl.a. med at sikre befolkningstilvækst, at udvikle kultur-, idræts- og foreningsliv og samarbejder med erhvervs-, service- og handelsliv. Vi ønsker at være medvirkende til, at Kjellerup fortsat udvikler sig som en grøn og moderne by med et historisk fundament. For at opnå denne udvikling arbejder Kjellerup Borgernes By i fire udvalg.
Formålsparagraf
Vores formålsparagraf lyder som følgende:
- Foreningen vil være borgernes forening og fungere som et af borgernes talerør udadtil.
- Foreningen ønsker vækst, herunder særligt befolkningstilvækst.
- Foreningen vil støtte udviklingen af Centerbyens service og handelsliv.
- Foreningen vil generelt støtte det lokale erhvervsliv.
- Foreningen vil sammen med alle Centerbyens institutioner etablere et udviklingslaboratorium.
- Foreningen vil støtte Centerbyens kultur-, idræts- og foreningsliv for at fremme udviklingen af lokale fællesskaber.
- Foreningen ønsker, at Kjellerup udvikler sig som en grøn og moderne by med et historisk fundament.